Tag Archives: QR-kode på gravsten

Af jord er du kommet, til en QR-kode skal du blive

Foto: Peter Mørk

QR-KODEN TIL (EFTER)LIVET. Lone Volsgaard scanner QR-koden på sin mands og svigerfars fælles gravsten på Vestre Kirkegård i Thisted. FOTO: Peter Mørk

På en kirkegård i Nordjylland har en kvinde valgt at sætte en QR-kode på sin afdøde mands og svigerfars fælles gravsten. QR-koden er med til at gøre vores begravelseskultur mere personlig, mener cybersociolog

 

AF HELLE BRETH KLAUSEN

Kirkegården er et sted, hvor vi mindes dem, vi har mistet. Sammen med resten af gravstedet er gravstenen med til at fortælle om det liv, den afdøde levede. Den giver os typisk sparsomme informationer om fødselsdag og dødstidspunkt, en kort bemærkning som “hvil i fred” – og i mange tilfælde ikke ret meget mere. Resten af historien må vi gætte os til. Men med en QR-kode på gravstenen er det muligt at lægge eftermælet online – og supplere de få ord indgraveret i sten med elektroniske billeder, mindeord og video.

QR-koder på gravsten er en del af en større begravelseskultur
Ifølge Stine Gotved, der er cybersociolog og arbejder med et nyt forskningsprojekt om QR-koder på danske gravsten, er sammenblandingen af den fysiske kirkegård og den digitale verden en tendens, vi kommer til at se mere til i fremtiden. Vi vil nemlig gerne gøre gravstedet mere personligt.

“QR-koder på gravsten muliggør en større personliggørelse. Der er ikke meget plads på en fysisk gravsten. Her kan QR-koden tilbyde en digital plads, hvor de pårørende kan »putte« flere erindringer ind under gravstenen,” forklarer Stine Gotved.

FAKTA

TRE HURTIGE OM QR-KODER
__________________

» En QR-kode er en slags stregkode, du med din smartphone kan scanne ved hjælp af en app.

» Når du scanner en QR-kode fra eksempelvis en gravsten, bliver du sendt videre til en hjemmeside, hvorpå der blandt andet kan ligge billeder og mindeord.

» QR-koden blev i 1994 udviklet af den japanske bilproducent Denso-Wawe, der oprindeligt satte stregkoderne på bilerne, så robotter automatisk kunne genkende dem i produktionen.

LÆS OGSÅ Interneteksperter: Digitalt efterliv fascinerer, men fungerer ikke i praksis

Ville ære sin mand og svigerfar på en personlig måde
Lone Volsgaard var den første, der fik sat en QR-kode på en gravsten i Thisted. Ideen om at supplere det fysiske gravsted med et digitalt eftermæle var naturlig og oplagt for enken, der pludseligt mistede sin mand og svigerfar i en trafikulykke i december 2011.

De ulykkelige omstændigheder fik Lone Volsgaard til at overveje en særlig personlig og levende måde at ære mændenes eftermæle på. Det muliggjorde QR-koden, der ikke fylder ret meget fysisk, men som kan indeholde store datamængder. Ved at scanne QR-koden med en smartphone kan du og jeg nemlig få adgang til en hjemmeside, hvorpå der ligger en række personlige billeder og mindeord om Lone Volsgaards afdøde mand og svigerfar.

[slickr-flickr tag=”digitalt eftermaele” items=”4″ type=”slideshow” captions=”off” delay=”6″]

Lone Volsgaard faldt for ideen med den lille, hvide firkant med de sorte plamager, fordi den gav mulighed for at fortælle en historie om hendes afdøde mand og svigerfar.

“Jeg synes, det var en spændende idé med en QR-kode til gravstenen. Min mand interesserede sig meget for IT, og min svigerfar var opfindertypen. Derfor syntes jeg, valget gav sig selv,” fortæller Lone Volsgaard om købet af QR-koden til husbondens og svigerfarens fælles gravsten.

LÆS OGSÅ Ny dansk nettjeneste vil sende email fra afdøde til efterladte

Stine Gotved og hendes forskningshold skal i gang med at undersøge, hvor mange gravsten med QR-koder, der findes i Danmark. Desuden skal de finde ud af, hvordan QR-koderne forandrer den måde, vi mindes på.

LÆS OGSÅ Debatindlæg: Hvorfor ikke et digitalt testamente på Facebook?

___
Anslag: 3.444, ekskl. ‘læs også’-links